Magtanvendelse Folkeskoleloven

Magtanvendelse mod børn og unge, der opholder sig eller undervises i skoler omfattet af Folkeskoleloven og de med hjemmel heri fastsatte bekendtgørelser

Magtanvendelse skal så vidt muligt undgås

Magtanvendelse er som hovedregel ulovlig – men der er situationer, hvor anvendelse af magt alligevel kan forsvares – og derfor må bruges. Magtanvendelse er reguleret i Bek. 697 af 23. juni 2014 om Fremme af god orden i Folkeskolen § 10 stk. 3.

Magtanvendelse må aldrig træde i stedet for pædagogisk indsats og omsorg.

Der kan ikke opstilles fælles regler for, hvornår man er i en sådan situation, men fra praksis kender vi nogle eksempler på brug af magt:
  • Når man fysisk forflytter eleven mod dennes vilje i en konfliktsituation
  • Fastholdelse af elev, som på grund af voldsom eller truende adfærd er til fare for andre elever/voksne eller sig selv
  • Når man forhindrer en ophidset elev i at forlade lokalet

Magtanvendelse skal stoppes straks, når situationen tillader det. Det vil sige, når det, der udløste behovet for magtanvendelsen er overstået eller afværget.

De involveredes bearbejdning af situationen

Når medarbejdere er bragt i en situation, hvor de må udøve magt, er det ofte en så uvant og ubehagelig situation, at de involverede vil have brug for at få episoden bearbejdet og sat på plads.

Hvis en medarbejder vurderer, at der har fundet magtanvendelse sted (eller er i tvivl om det) skal lederen af skolen/institutionen altid – og straks – orienteres om dette.

Situationen beskrives og drøftes. Lederen har her mulighed for at yde relevant rådgivning og vejledning (supervision). En medarbejder har ikke pligt til udtale sig, såfremt der er tale om strafbare handlinger.

Lederen drøfter desuden situationen med eleven og forældrene.

Evaluering, vurdering og tiltag

Lederen er ansvarlig for sammen med den/de pågældende medarbejdere at evaluere den anvendte magtanvendelse med henblik på kunne vurdere om magtanvendelsen har været nødvendig, om den har været tilpasset situationen, og om den er stoppet snarest muligt.

På baggrund af ovenstående vurdering træffer lederen beslutning om hvilke tiltag, der skal iværksættes for at undgå magtanvendelse fremover.

Registrering af magtanvendelse sker i elevens mappe
Lederen er ansvarlig for registrering og indberetning til PPR i Skoleafdelingen.

Alle tilfælde af magtanvendelse skal registreres i elevens sagsmappe - også tvivlstilfælde. Registreringen sker via skemaet: Skema til registrering af magtanvendelse efter folkeskoleloven, og lederens vurdering af episoden anføres.

Hvis skolen har udarbejdet andre skemaer, må disse gerne bruges.

Indberetning til skoleafdelingen

Skoleafdelingen (PPR) skal ikke modtage alle registreringer om magtanvendelse fra skolerne. PPR skal være med til sikre, at magtanvendelse forbliver den sidste udvej i forhold til at håndtere elever.

Derfor påhviler det den enkelte skoleleder at gøre PPR’s leder opmærksom på magtanvendelse, der har fundet sted i forhold til samme elev i mere end 3 tilfælde indenfor et år – eller ved tilfælde, hvor det anses for nødvendigt med mere indgriben, selvom der ikke har været 3 tilfælde indenfor et år. Lederen skal desuden gøre PPR’s leder opmærksom på, hvis magtanvendelse er stigende på skolen generelt.

PPR indgår herefter i dialog med skolens pædagogiske ledelse for en overordnet vurdering af brugen af magtanvendelse med henblik på at kunne reducere magtanvendelse.

Alle skoler skal ved forespørgsel indenfor 5 hverdage kunne fremsende alle sine registreringer af magtanvendelse.

Orientering til forældrene/værge og klagemulighed

Forældrene/værge orienteres altid om episoden - også ved tvivlstilfælde og de efterfølgende overvejelser. Det er normalt lederen, der har ansvar for denne orientering. Orienteringen kan ske i fællesskab med det involverede personale.

Forældre/værge har mulighed for at klage over magtanvendelsen og/eller den efterfølgende proces til skolelederen.

Skema til registrering af magtanvendelse efter folkeskoleloven